Bergsøe har lavet dette smykke til en af sine trofaste kunder, som har en stor kærlighed til Venedig. Nedenfor har Mette Marie skrevet en tekst omkring smykket og hendes passion for Venedig.
Mit Venedig - La mia
Venezia.
Venedig er ikke en
by, men et sted i universet. Som så mange andre af Venezia's elskere og
elskerinder er jeg blevet forført af byens atmosfære, dens ro og rytme, dens
uforgængelighed trods evig kamp mod havet, dens insisteren på historiens
vigtighed og dens helt fantastiske skønhed. Man kan ikke glemme Venezia hvis
man har været der blot en eneste gang - og det selv hvis man ramlede ned i turistsæsonen
(som desværre efterhånden strækker sig over det meste af året). Set
fra oven ligner Venedig en fisk, deraf titlen på venezianernes egen favoritbog
om byen "Venezia è un pesce" (Venedig er en fisk).
For alle os som elsker
Venedig og besøger hende så tit som muligt - og så fjernt fra
turistmylderet som muligt - er der altid et "mit eget Venezia". Og
her på dette originale smykke kan mit eget Venezia ses, mine
vigtigste steder i byen. Opbygningen af smykket tager udgangspunkt
i de 6 Sestiere ('kommuner') som byen oprindelig blev opbygget
omkring. Selv den dag idag kan man fornemme de gamle forskelle mellem
kommunerne.
Selvfølgelig har Piazza San
Marco fået sin egen prinsesseslebne diamant ( i Venedig er dette iøvrigt den
eneste 'piazza', alle de andre åbne pladser kaldes 'campo' ). MIn foretrukne
campo er Campo Santa Margherita - stedet med byens bedste og billigste kaffe
- den har fået sine egen store prinsesseslebne diamant. Mit dejlige
frokoststed Osteria la Zucca har fået en rød brilliant, og den berømte Campo
S.S. Giovanni e Paolo, området med Venedigs hospital, rytterstatuen af Corleone
og den imposante Scoula Giovanni e Paolo har fået en princessesleben
diamant. Nord herfor har Sestiere Cannaregio fået en dråbefomet diamant fordi
dets lange lige kanaler engang var infaldsvej for al handel og dermed
næring til Venedig.
Mod syd på Giudecca ses en
sort diamant på stedet hvor kvindefængslet ligger (tæt herved
ligger Hilton hotellet Mulino Stucky i en ombygget fabrik). Øst herfor
ligger naturligvis Isola San Giorgio med Venedigs næsthøjeste campanile
(klokketårn), symboliseret ved en flot hvid brilliant. Jeg har set en
maler fremstille den barske fremtidsversion for Venedig hvor campanilerne
på Markuspladsen og San Giorgio stak op af vandet som de sidste
synlige tegn på byen.
Venedigs 4 broer over Canal
Grande er alle markeret med guldklumper og nedenfor Akademibroen ligger
vores hotel Ca'Pisani, vist med en hvid diamant (kendere vil vide at her ligger
også det berømte Accademia som gav navn til broen). Vest for Rialtobroen ligger
en skøn restaurant (Trattoria alla Madonna), men pladshensyn har desværre
umuliggjort at den fik sin egen diamant. Det fine spisested Corte Sconta (den
skjulte gård) har til gengæld fået sin egen rødbrune brilliant.
Området ude mod øst, i
fiskens hale, er kendt af kunstelskere for at huse Biennalen (den
hvert-andet-år tilbagevendende kunstudstilling) og her markeret med en
dråbeformet diamant. Før man når til dette område passerer man det store
Arsenale, Venedigs skibsværft, hvor den store flåde, som engang besejrede
Tyrkiet i et søslag blev bygget. En stor smuk brilliantsleben diamant for
Arsenale selfølgelig.
Der er kun en enkelt
brilliant som ikke giver samme mening som de øvrige, nemlig den der sidder
på det nye grimme område yderst mod vest ved bilholdepladsen og de nye
moler til store cruiserskibe. Den er sat alene for balancen i smykket.
'Fiskesnøren' som
selvfølgelig symboliserer broen over til fastlandet fuldender smykket.
* Tekst af Mette Marie
|
Ingen kommentarer:
Send en kommentar